»Det er vildt sjovt at være her, og man lærer så mange nye at kende«, fortæller fynske Frederikke Dalsgaard, 13, der sammen med veninden har læst om Fun Camp på nettet.
Frederikke ved det ikke endnu, men i dag skal hun med en gruppe på cykel ned til en strand, hvor de skal finde ud af, hvordan de ved hjælp af to kanoer og et surfbræt kan finde en række skjulte flaskeposter under vandet og få dem op.
Derefter skal de hjem og sove i bivuak og lave mad over bål, fortæller Rasmus Bak mellem de afbrydelser, der opstår, når han selv brøler »Flot!« ud over banen, eller når en pige på ethjulet cykel hviner: »Jeg gjorde det!«.